tirsdag den 24. november 2009

Okay...

... 28 og single. Jeg vil gerne have en kæreste. What to do...?
De fleste har jo prøvet det med at møde en fyr i byen, og i mere eller mindre beruset tilstand, blive enige om, at det da er en skide god idé, at smutte hjem sammen. Og det har da sikkert også virket for nogle, men jeg er helt sikker på, at det modsatte er gældende i langt de fleste tilfælde. Jo, jeg har da mødt søde (og mindre søde) fyre på denne måde, og en del af dem har jeg da også set flere gange (altså kun de søde), og der har da også sneget sig en forelskelse eller to ind i mellem, men det er aldrig rigtigt blevet til noget videre seriøst. Og ærligt talt, er jeg rigtig træt af det nu! Der bliver simpelthen nødt til at ske et eller andet. Så efter noget tids overvejelse har jeg nu belsuttet mig for, at prøve netdating. Jeg mener - hvofor ikke? Millioner af mennesker verden over gør det, og mange har endda haft succesoplevelser med det, og det er jo ikke længere så tabubelagt og "taberagtigt", som det var for bare 10 år siden. So here goes...
Jeg må indrømme, at jeg var inde på siden for at oprette en profil mange gange, for så at opgive det, når jeg var nået halvvejs, fordi det simpelthen var for mærkeligt for mig. Men til sidst tænkte jeg wtf, sprang ud i det, og oprettede en profil. Og jeg tror måske, jeg havde været oprettet i fulde 3 minutter, da det første brev dumpede ind i min indbakke. (Og nej, det var ikke datingsitet der bød mig velkommen). Fyren der skrev var dog ikke en, der vækkede min interesse, men det viser bare, at det måske alligevel kan være ret så effektivt.
Jeg har nu haft min profil i 2 dage, og flere breve har fundet vej til min indbakke, og jeg regner da stærkt med at få flere... Jeg har besluttet mig for, ikke kun at gå efter én bestemt type. Fordi når jeg nu kaster mig ud i dating i cyberspace, kan jeg sgu lige så godt gå hele vejen, og prøve at møde en masse forskellige mennesker, og typer jeg måske ikke normalt ville gå efter.
Jeg har valgt at starte en blog omkring det, fordi jeg sikkert får nogle sjove, skøre, gode og mindre gode oplevelser ud af det, og hvorfor ikke dele alt det med jer. Og hvis der sidder nogle derude, som har overvejet netdating, men som jeg, har lidt svært ved at tage skridtet fuldt ud, kan det jo være, at dette kunne være et skub i den rigtige retning.
Jeg skriver et indlæg, om hver eneste date jeg tager på, og jeg håber selvfølgelig det bliver interessant for jer at læse.
Jeg ved ikke endnu, hvornår den første date bliver, men der går da forhåbentlig ikke så længe.
Jeg er meget spændt på, hvad det her skal føre til, men om ikke andet har jeg da i hvert fald prøvet det.
Håber i vil følge med...

1 kommentar:

  1. Shit du er sej.
    Held og lykke med det, glæder mig til at læse mere fra din blog.

    SvarSlet